EnergiWatch
ANNONCE
Opec.jpg Foto: Hasan Jamali/AP/POLFOTO/arkiv

Depressive olieudmeldinger flyder fra storkonference

Olieprisen har været på en voldsom deroute siden midten af 2014, og smerten for verdens olieselskaber er langt fra slut.

AF RITZAU

Siden midten af 2014 er prisen for en tønde nordsøolie faldet fra 115 dollar til 30 dollar. Bare i 2016 er prisen faldet med en fjerdedel.

Det er resultatet af, at der er for meget olie i markedet. Det er der, fordi USA er begyndt at producere markante mængder olie, og Iran er tilbage på markedet.

Samtidig har Saudi-Arabien og Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) valgt ikke at mindske produktionen for at presse deres konkurrenter ud af markedet.

"Vi er meget negative omkring det første halve år. Først i andet halvår, når hver en tank og svømmepøl er fyldt op med olie, vil markedet begynde at stabilisere sig," siger Robert Dudley, administrerende direktør for et af verdens største olieselskaber, BP, ifølge Bloomberg News.

Det sker med reference til, at der stadig er en smule plads på olielagrene rundt omkring i verden. Men når de først er fyldt helt op, vil prisen reagere endnu voldsommere og tvinge producenter til at lukke ned.

"Jeg ville ikke blive overrasket, hvis prisen falder til under 20 dollar. Når der ikke er plads på lagrene længere, må prisen falde markant, fordi du er tvunget til at sælge din produktion næsten med det samme," sagde chefen for Goldman Sachs' olieanalyseafdeling, Jeff Currie, tirsdag.

Ifølge tal fra Vitol Group vil der blive lagt 360 millioner tønder olie i lagre det næste halve år. Det svarer til hele Nigerias olieproduktion.

Det vurderes, at der bliver produceret 1,7 millioner tønder olie for meget om dagen i forhold til efterspørgslen lige nu.

Ny trussel for olieprisen i sigte

Mærsk: Qatar er hverken liv eller død for os

Olien har taget toppen af Nils Smedegaards optimisme  

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her