ANNONCE
TeslaGigaFactory.jpg

Tesla sender batteripakker til orkanramte Puerto Rico

Den amerikanske elbilproducent giver stor håndsrækning til Puerto Rico, der stadig er uden strøm efter orkan.

AF RITZAU

Den amerikanske elbilproducent Tesla har sendt hundredvis af såkaldte Powerwall-batterier til det katastroferamte Puerto Rico. Det sker, efter at den caribiske ø blev ramt af orkanen Maria i forrige uge. 

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt Bloomberg News. 

Orkanen resulterede i strømafbrydelser for samtlige 3,5 millioner indbyggere på øen. 

Tesla sender sine specialbyggede batterier til øen, mens myndighederne arbejder på at genetablere strømforsyningen på øen.

Powerwall-batterierne blev lanceret i 2015 og er udviklet til at lagre energi i huse med solpaneler. 

Ansatte fra Tesla er i disse dage i Puerto Rico for at hjælpe med at installere batterierne, der skal kobles sammen med solpaneler på øen. 

Tesla koordinerer indsatsen med de lokale myndigheder. 

Teslas administrerende direktør, Elon Musk, har derudover doneret 250.000 dollar (knap 1,6 millioner kroner) til indsatsen for at genopbygge øen.

Adskillige virksomheder har lovet at donere penge til områder, der har været ramt af flere kraftige orkaner den seneste måned. 

Det gælder blandt andet i Texas, hvor orkanen Harvey især hærgede storbyen Houston, og i Florida, hvor orkanen Irma resulterede i store ødelæggelser. 

Ud over Tesla har Facebook sendt et hold til Puerto Rico. Det skal hjælpe med at oprette kanaler for nødkommunikation for øens myndigheder og borgere. 

De fleste steder af Puerto Rico er fortsat uden strøm. Særligt udsatte steder som eksempelvis hospitaler bliver forsynet med strøm fra generatorer.

Ny finansiering skal udbrede solcelle-tag internationalt

Opfinder af poseløs støvsuger vil revolutionere elbiler

 

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her