ANNONCE
rockwool isolering MIKKELSEN JOHAN.jpg Foto: Johan Mikkelsen

Sydbank: Regnskab kan give Rockwool medvind

Aktieanalytiker vurderer, at fremgangen i kvartalsregnskabet kommer til at afspejle sig på aktiekursen.

RITZAU FINANS

Det er godkendte resultater, som Rockwool torsdag morgen har præsenteret for første kvartal 2017, og det kan sende aktien opad i et ellers generelt negativt marked.

Sådan lyder vurderingen hos Søren Løntoft Hansen, der er aktieanalytiker hos Sydbank, efter at den danske isoleringsvirksomhed har offentliggjort regnskab for årets første tre måneder.

I perioden endte salget og driftsoverskuddet højere end samme periode året før, hvor Rockwool omsatte for 494 mio. euro og landede en driftsindtjening på 41 mio. euro.

Længere nede i resultatopgørelsen for første kvartal 2017 fremgår det, at producenten af stenuld har tjent 44 mio. euro før skat og 32 mio. euro efter skat.

Det var dermed højere end de 40 mio. euro og 28 mio. euro, som Rockwool henholdsvis tjente før og efter skat i første kvartal af 2016. Selskabet er dog også hjulpet af påskens sene placering, der gav relativt flere arbejdsdage i første kvartal i år.

Uanset er det altså godkendte resultater, som isoleringsvirksomheden har fremlagt for første kvartal, ligesom andre i branchen også har gjort inden for den seneste tid.

"Jeg synes, at Rockwool leverer som forventet og bekræfter nogle af de positive tendenser, vi blandt andet har set fra konkurrenten Saint-Gobain, som egentlig også havde en rigtig god udvikling i første kvartal. Det er mange af de samme tendenser, som Rockwool faktisk bekræfter i sit første kvartalsregnskab," siger Søren Løntoft Hansen.

For hele 2017 fastholder Rockwool forventningerne om en EBIT-margin på lidt over 10 pct. og en salgsvækst i intervallet 2-4 pct. i lokal valuta.

Søren Løntoft Hansen bemærker, at selskabet sætter sejl efter den øvre ende af sin helårsprognose oven på sit godkendte første kvartal. Det kan medvirke til at sende aktien op i et ellers forventet negativt aktiemarked torsdag morgen.

"Jeg tror, at Rockwool-aktien vil "outperforme" det generelle marked," siger aktieanalytikeren.

Rockwool, som Sydbank har en "hold"-anbefaling af, er for B-aktiens vedkommende steget 7,1 pct. i løbet af indeværende år.

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her